KOSMOS (DEL III)

søger

tilflugt

fra mennesker

søger
indadvendthedens
udpost

efter modet
til at skelne

indre opdrift
fra atmosfærisk nedfald
lethed fra vægt

efter hemmelige tilstande
hvor det største
findes
i de enkelte deles
sammenfiltrede betydning

søger
efter stedet
hvor du endelig
kan dvæle
under entropiens konstellationer
i udsigten
til den samlede uorden
af mit simple
sind



oplever

nattehimlen

langt større

end egen eksistens

vægtens
knitrende lyd
af forbundethed

længslen efter
at vågne langsomt
ryg mod ryg

oplever
de nøgne
birketræers
omfavnelse
af døgnets stiltiende
dvælen
og vinterens
sidste sne

oplever
vi hører til
at intet
tilhører os
selv ikke mine fodspor
der skinner
så vidunderligt hvidt
under dine hvælvingers
mørke



er

vågne

i hemmelighedstilstande

i hinandens skær

i uoversættelighedens
strejf af liv

er
håndskrevne
notater
spredt ud
over sengens
horisont

et omrids
af varme kroppes
flimrende lys
sunket ned
i planetens
halve mørke

er
mine cellers
deling
i dine snitflader
af stof
i skumringens
insisteren
at der kan findes
noget større
i det skrevne



forestiller

universets

mørke energi

ind
i hjernen

intergalaktiske
signalstoffer
svimlende
gennem tidsrummet

at lyset
der ikke kan undslippe
stadigvæk findes

forestiller
en værre skæbne
end at vandre
gennem natten
dækket
af kosmisk støv

forestiller
vi skabes
af en længsel
der konstant udvides
at din skønhed
bevæger sig
mod ubegribeligheden
men aldrig forbi
min horisont



tænker

begyndelser

aldrig ender

langs universets
krumning

at tiden
ikke kan beregnes

at vi er
uløselige
fra den kosmiske
relativitet

tænker
vores håndholdte
sprækker
vil åbenbare
et lys
hvorfra intet kunstigt
kan efterkomme

tænker
min sidste tanke
må berøre
uendeligheden
bag uendeligheden
for derefter
at blive
til partikler
der svæver frit
i dit mørke



selvoptager

udmattelsens

mørke energi

hvide knoers
kontrast

alting
som udvides
og sammenpresses

selvoptager
uagtsomme mutationer
af et hidtil ukendt
stof

grundtilstandenes
endeløse forbrug
af udtømt intimitet
der accelererer
det oplevede
væk
fra intentionen

selvoptager
ustoppelige kræfter
kollapset
af min kerne
til et enestående punkt
hvorfra du flygter
hurtigere
end lysets hastighed
når at undslippe



holder

fast

i omridset

af en skæbne

i følelsernes
og fornuftens form

i håndens rysten
over et helt livs
spørgsmål

holder
mennesket
som falder
fra hinanden
organer
der ikke længere
ånder
i fred

holder
mine blikkes
indadvendthed
fokuseret
på din endeløse
sværm
af flakkende lysspor
for at sætte
svarene
fri
i vores intergalaktiske
mørke



vikler

vores

vildtvoksende vinger

ind
i verdensrummet

vikler
alting
rundt om
alting

universets
konstruktioner
af svimmelhed
ind
i kroppens tråde

vikler
dommedagens
blåsorte kraft
ind
i en stilhed
som bærer
sin egen skyld

selv
hvis vi fløj
langs
fuglenes træk
på dine orgasmer
af flydende sølv
er der intet
tilbage
jeg stadig
kan undslippe



udspringer

ilten

i blodet

i supernova eksplosioner

i
5000 generationers
ulmende uro

nuets
strejf af uskyld
indhyllet
i før-menneskeligt stof

udspringer
hvert enestående liv
der gik forud
for at skabe plads
til os

udspringer
en begyndende
uendelighedstrang
i kroppens
eksterne væv
med visheden om
at jeg snart
skal dø
for at du
kan efterkomme

Previous
Previous

ERINDRING (DEL II)

Next
Next

HAVET (DEL IV)