TIDSLØS (DEL I)
beretter
begyndelsen
af verden
fra kroppens dyb
at der findes
et øjeblik
hvor begyndelsen
kan opretholde
modet
til ukendt liv
i begyndelsen
af dagen
i begyndelsen
af natten
i begyndelsen
af en afsked
i begyndelsen
hvor din vildfarne
nysgerrighed
rodfæster
min trang
til at forestille
hvordan alle begyndelser
mellem himmel og jord
er forbundne
—
efterlever
øjeblikket
før døden
længslen
efter håb
åbne kroppe
mellem frisatte ord
i betydningen
af alting
der stadigvæk
kan forfattes
en tid
i tiden
hvor verden
stammer fra
før ondskaben
før vores berettigelse
genkendelsen
mellem din vildtvoksende stemme
og min utæmmelighed
som flår nattehimlen
i stykker
for at skabe plads
til endnu
et daggry
—
dvæler
i
verdens undergang
daggryets
langtrækkende skygger
vinterens
længsel efter
nyfalden sne
glødende orgasmer
der flyder
gennem
den frosne
jord
at vi
stadigvæk
kan formes
af læbers
afsindige kurver
af blikkes
afgrundsdybe håb
at jeg
stadigvæk
kan flokkes
med dig
i trods
i nedarvet vildskab
i isblå uløselighed
for at dale ned
og forgå
—
indtager
daggryet
i sengen
kroppes
bestøvede lag
begyndelsen
på en kommende
begyndelse
duften
af let sommerregn
gennem begærets
åbne vinduer
voldsomme kærtegn
vores sidste chance
for at kunne dø
under en dobbelt regnbue
øjeblikket
hvor sollysets
endeligt
brydes
hvor din stakåndede
tidsløshed
passerer
membranen
mellem spejlingen
som skaber
mig
og spejlingen
der skaber
verden
—
slår
rødder
i forgængeligheden
i kroppens sølv
trækker verdensvinde
ned gennem svælget
vi er
ingens forestilling
hverken grusomme
eller barmhjertige
vi er
livets træ
dybt forbundne
til kontinentpladernes
rysten
til sjæle
på flugt
vidner
til hverdagen
et tomt køleskab
en lugtende opgang
en knækket tand
en regnvåd kantsten
hvor du kyssede mig
første gang
—
folder
sirligt
tæppet ud
over
frosne bænke
fast monteret
til kirkegårdens ro
under himmellegemernes
uskyldige rotation
om de efterladtes
akse
hvis vi blot
var blevet
siddende
mellem det ufatteliges
helheder
og enkelte dele
hvis du blot
havde fortalt
hvor svært
det er
at elske
min trang
til at lade vintersolen
opvarme
verdens
døende krop
—
opdager
tilfældigt
et verdensfilter
i sjælens udkant
et lag
af gennemsigtig hud
hvorigennem omridset
af vores usynlighed
kommer til syne
de hvide partikler
af støv
der svæver
inderligt
inderst
i kroppens
sorte huller
hvor tiden
kun findes
udenpå
hvor mine
manglende handlinger
og svigtende mod
kan gives tilbage
til selve kilden
for dine håb
—
eftertragter
alt
mellem os
hvor horisonten
hviler
hvor himlen
og havet
mødes
hvor afstandene
usynliggøres
af slørede blikke
tættere på
selv i øjeblikkets
fuldkommenhed
kan vi blot
bevæges
af hvordan tiden
bevæger os
den endeløse energi
hvormed nærværet
skabes
eller slettes
i dit ansigt
genkender jeg
kroppens flod
sjælens ebbe
tankernes vandren
livets kunst
—
tager
afsked
i morgensolen
ordene
følger med
til et sted
i verden
hvor vores hemmeligheder
ikke har
et fælles sprog
en destination
ad gangen
tilbagelægges
velvidende
at kun afstandene
kan bringe os
hjem
døgnets
vidtstrakte
længsel
efter aftenstunden
på bænken
i køkkenet
hvor mit væsen
atter får lov
at være
en del
af dig