EPILOG
efterlader
spor
af gentagelser
i begyndende ord
vinden
rusker
i trætoppenes
udsyn
husets
lemfældige
tagrende
drypper floder
af gennemsigtigt liv
hunden
ryster
sin gennemblødte pels
og stirrer hengivent
på omridset
af vores nødvendighed
du stiller
glasskåle
på terrassen
i naturlige mønstre
for at opsamle
regndråbernes
frie fald
bevægelser
der vil bevæge
min ubegribelige
verden