Kæreste,

Daggryet bryder ind. Et nyt år træder frem. Stearinlysene kaster bløde skygger på væggen. Udenfor har den sibiriske frost bidt sig fast. Altanen er dækket af nyfalden sne. Nørrebro hviler i hvidt. Nørrebro hviler i et øjeblik.

Det føles som om, verden venter på os.

Hvert eneste snefnug har lagt sig som et uberørt spørgsmål. Et hvilested der holder vejret under vinterens greb. En snarlig begyndelse. Et landskab der minder os om at alle begyndelser skabes af nysgerrighed. En påmindelse om, at vi tilhører nysgerrigheden, mere end den tilhører os.

Selv i kulden og mørket, som stadig omfavner de tidlige morgentimer, kan jeg ikke undgå at føle varmen i min sjæl. Længslen efter nye kapitler. Jeg tænker med taknemmelighed på Badious visdom: "Enhver lykke er en sejr over endeligheden. Enhver lykke er i endeligheden at nyde uendeligheden. Enhver lykke opnås i en vis forstand med viljens kraft."

Måske minder verden os netop om sin uendelighed. Måske er det vores viljes kraft verden venter på. At vi undersøger den på ny med en nysgerrighed, der er større end os selv. At vi forbindes og forandres.

Det føles som om, jeg venter på os.

Mine uberørte spørgsmål fornemmer utallige øjeblikke fyldt af nærvær, hvor uendeligheden vil triumfere. Med en ydmyghed i hver intention og handling, overfor alt det, der venter på os i horisonten. Med en ydmyghed, der aldrig vil tage din nysgerrighed for givet.

Jeg forestiller mig, hvordan vi mødes i de hvide landskabers hvilen. Ved havet, i stilhed, i samtaler, i flygtige blikke, i lette berøringer, i forsigtige kys, i nøgenhed. Hvordan vi bliver til i os selv, i hinanden, i det nysgerrighedens bevægelse bliver til. Hvordan vi bevæger os og lader os bevæge. Hvordan vi holder alting i bevægelse, også os selv. Hvordan vi undersøger verden med kraften fra vores fælles vilje. Hvordan vi bliver til i det nye år, såvel som det nye år bliver til i os. Hvordan vi genskabes i utallige øjeblikke der med tiden bliver til hverdage fyldt med uendelighed.

Det føles som om, verden venter på hverdage fyldt med uendelighed.

Måske er hvert eneste snefnug et uberørt spørgsmål om uendeligheden.

Måske sidder du et sted i nærheden og ser ud på en altan dækket af nyfalden sne. Måske kaster stearinlysene bløde skygger på din væg. Måske mærker du også varmen i din sjæl. Måske længes du også efter nye begyndelser. Måske mærker du også din egen viljes kraft.

Måske mødes vi før verden bliver træt af at vente.

Måske mødes vi før sneen smelter.

Med uendelig nysgerrighed,

Din Rasmus